Fællesskab, friluftsliv og udfordringer
Som spejder udfordrer man sig selv sammen med andre. Og udfordringer er der nok af: Vi bestiger bjerge i Norge og leger indianer i det lokale krat. Vi laver bivuakker og sover med månen som natlampe. Vi tager på vandreture og rister skumfiduser. Og uanset hvad vi gør, så gør vi det hele sammen!
Spejderne er en børne- og ungdomsbevægelse med over 70.000 medlemmer. Spejderne har aktiviteter for børn, unge og voksne, som udfordrer og udvikler. Når vi oplever lejre, ture og aktiviteter sammen, opstår der fællesskaber. Det handler om at prøve grænser af både i det store og små. Vi bruger friluftsliv som en ramme om vores aktiviteter. Det skal både være sjovt, udfordrende og udviklende, når vi er sammen.